Svampesuppe
Svampesuppe er en af de supper, hvor man virkelig kan få meget smag ud af forholdsvis få ingredienser. Champignoner har i sig selv masser af dybde, og når de får lov til at stege ordentligt, inden suppen samles, bliver smagen kun endnu bedre. I den her version får svampene selskab af hvidvin, timian, fløde og parmesan, og resultatet er en cremet svampesuppe med masser af smag.
Jeg synes især, at svampesuppe har brug for lidt kontrast, fordi selve suppen er så blød og cremet. Derfor får den en god portion hjemmelavede brødcroutoner på toppen. De er helt enkle og bliver bare stegt sprøde på panden med lidt olie, salt og peber. Har du en rest ciabatta eller andet brød liggende, er det samtidig en virkelig god måde at få det brugt på.
Svampesuppe med brødcroutoner
Hvidvinen giver lidt syre til de ellers meget runde smage fra svampe og fløde, mens parmesan giver ekstra dybde og en let saltet smag. Til sidst kommer der også lidt citronsaft i. Det er ikke meningen, at suppen skal smage af citron, men den lille smule syre gør en stor forskel og løfter smagen af svampene.
Svampesuppen fungerer både som en nem aftensmad med godt med croutoner på toppen og som forret, hvis den serveres i mindre portioner. Du kan også lave selve suppen i forvejen og blot varme den op inden servering. Vent gerne med croutonerne til sidst, så de stadig er helt sprøde, når de kommer på suppen.
Svampesuppe med brødcroutoner
Forberedelsestid: 15 min
Tid i alt: 40 min
Antal: 4 personer
Ingredienser
Svampesuppe
1 spsk smør
1 løg
600 g champignoner
1 tsk timian
1 tsk løgpulver
1 tsk hvidløgspulver
½ tsk paprika
½ dl hvidvin
1 spsk hvedemel
500 ml bouillon
2 dl fløde
1 spsk creme fraiche
Ca. 30 g revet parmesan
Lidt citronsaft
Brødcroutoner
6 skiver brød, f.eks. ciabattabrød
Lidt olie
Salt og peber
Fremgangsmåde
- Forbered svampene
Hak løget fint og skær champignonerne i skiver. - Steg løg og champignoner
Smelt smørret i en gryde. Tilsæt løg og champignoner og steg dem godt, til champignonerne har afgivet deres væske og begynder at få farve. - Tilsæt krydderierne
Kom timian, løgpulver, hvidløgspulver og paprika i gryden. Vend det godt sammen og steg krydderierne kort med. - Tilsæt hvidvin
Hæld hvidvinen i gryden og lad den koge lidt ind. - Tilsæt mel og bouillon
Drys hvedemelet over svampene og rør det godt sammen. Tilsæt bouillonen under omrøring og lad suppen simre, til champignonerne er helt møre. - Blend suppen
Blend suppen glat med en stavblender. - Gør suppen cremet
Tilsæt fløden og varm suppen igennem. Rør creme fraiche og revet parmesan i og lad parmesanen smelte ud i suppen. - Smag til
Tilsæt lidt citronsaft og smag suppen til. Tilsæt eventuelt også salt og peber efter behov. - Lav brødcroutonerne
Skær brødet i tern. Varm lidt olie op på en pande og steg brødternene, til de er sprøde og gyldne. Krydr med salt og peber. - Servering
Fordel den varme svampesuppe i skåle og top med de sprøde brødcroutoner lige inden servering.
Tips til variation
• Brug gerne en blanding af champignoner og andre svampe, hvis du vil variere smagen
• Croutonerne er oplagte at lave af brød, der er blevet en smule tørt
• Tilsæt ekstra parmesan på toppen lige inden servering
• En smule frisk timian kan bruges som topping sammen med croutonerne
• Suppen kan laves dagen før og varmes forsigtigt op inden servering
• Opbevar croutonerne separat fra suppen, så de beholder deres sprødhed


Skriv et svar