Hvid lasagnesuppe
Lasagnesuppe er efterhånden blevet en af de retter, der findes i virkelig mange versioner, og her kommer den i en hvid og ekstra cremet udgave. I stedet for den klassiske tomatbase får du en suppe med fløde, parmesan, champignoner og spinat, mens hakket oksekød og stykker af lasagneplader sørger for, at den stadig har den mættende fornemmelse, man forbinder med lasagne.
Jeg kan virkelig godt lide idéen med lasagnesuppe, fordi man får mange af de samme smage og ingredienser som i en lasagne, men slipper for at bygge den op i lag og vente på, at den bliver færdig i ovnen. Her ryger det hele i én gryde, og lasagnepladerne brækkes bare i mindre stykker og koges direkte i suppen. Det gør den oplagt til de dage, hvor man har lyst til lasagne, men gerne vil have en lidt nemmere version.
Hvid lasagnesuppe
Den hvide base gør samtidig suppen til noget helt andet end en klassisk lasagnesuppe. Champignoner, parmesan og fløde giver masser af fylde, mens timian, basilikum og hvidløg passer godt sammen med både oksekødet og svampene. Spinaten kommer i til sidst og giver lidt grønt til den ellers meget cremede suppe.
Hvid lasagnesuppe kan sagtens spises, som den er, men lidt ekstra parmesan på toppen er aldrig nogen dårlig idé. Et stykke brød ved siden af passer også godt til, hvis man vil have det sidste af den cremede suppe med fra skålen. Det er kort sagt en nem one-pot-ret med lasagnefornemmelse, men uden arbejdet med en klassisk lasagne.
Hvid lasagnesuppe
Forberedelsestid: 15 min
Tid i alt: 35 min
Antal: 4 personer
Ingredienser
350 g hakket oksekød
1 løg
200 g champignoner
1 tsk timian
1 tsk løgpulver
1 tsk hvidløgspulver
1 tsk basilikum
1 l hønsefond
Ca. 6 lasagneplader
2 håndfulde spinat
2,5 dl fløde
40 g revet parmesan
Salt og peber
Fremgangsmåde
- Brun oksekødet
Kom det hakkede oksekød i en gryde og brun det godt. - Tilsæt krydderierne
Kom timian, løgpulver, hvidløgspulver og basilikum ved kødet og vend det godt sammen. - Steg grøntsagerne
Hak løget fint og skær champignonerne i skiver. Kom begge dele i gryden og steg videre, til løget er blødt, og champignonerne har fået lidt farve. - Tilsæt fonden
Hæld hønsefonden i gryden og bring suppen i kog. - Kog lasagnepladerne
Bræk lasagnepladerne i mindre stykker og kom dem direkte i suppen. Lad suppen simre, til lasagnepladerne er møre. Rør rundt undervejs, så de ikke klistrer sammen. - Gør suppen cremet
Tilsæt fløde og revet parmesan. Rør rundt og lad suppen simre et par minutter, til parmesanen er smeltet. - Tilsæt spinaten
Kom spinaten i gryden og lad den falde sammen i den varme suppe. - Smag til
Smag suppen til med salt og peber og server den med det samme.
Tips til variation
• Top suppen med lidt ekstra revet parmesan lige inden servering
• Brug gerne en blanding af forskellige svampe, hvis du vil have mere svampesmag
• Tilsæt lidt chiliflager sammen med krydderierne, hvis suppen gerne må have en smule varme
• Server med ciabatta, hvidløgsbrød eller et andet godt brød ved siden af
• Suppen bliver tykkere, jo længere den står, fordi lasagnepladerne suger væske. Tilsæt lidt ekstra fond ved genopvarmning
• Hvis du laver suppen i god tid, kan lasagnepladerne med fordel koges separat og først kommes i ved servering


Skriv et svar