Gyros bowl
En gyros bowl er den perfekte måde at samle alt det bedste fra det græske køkken i én skål. Saftig, krydret kylling, sprøde ovnkartofler og friske grøntsager giver dig en lækker og farverig ret, der både mætter og smager fantastisk. Det hele toppes med en cremet dilddressing og lidt feta, der afrunder retten med masser af smag.
Gyros bowl – nem og lækker græsk-inspireret aftensmad
Gyros bowl egner sig perfekt til både hverdag og weekend, og du kan nemt tilpasse retten med dine egne favoritter – prøv f.eks. at tilføje hummus eller grillet peberfrugt.
Gyros bowl
Forberedelsestid: 25 min
Tid i alt: 45 min
Antal: 4 personer
Ingredienser
Kylling:
400 g kylling
2 tsk paprika
2 tsk oregano
1 tsk hvidløgspulver
½ tsk salt
Lidt peber
1 spsk olie
Kartofler:
600 g kartofler
1 spsk olie
Salt og peber
Dilddressing:
⅓ agurk
3 spsk græsk yoghurt
1 tsk hvidløgspulver
2 tsk tørret dild
1 tsk citronsaft
Salt og peber
Grønt og topping:
200 g cherrytomater
⅔ agurk
1 rødløg
1 tsk oregano
1 spsk olivenolie
100 g oliven
Lidt fetaost
Fremgangsmåde
1. Forbered kartoflerne
Skær kartoflerne i mindre tern og kog dem i 10 minutter.
Hæld vandet fra og vend kartoflerne med olie, salt og peber.
Bag dem i ovnen ved 185°C i ca. 20 minutter, indtil de er gyldne og sprøde.
2. Mariner og steg kyllingen
Skær kyllingekødet i mindre stykker og vend det med olie, paprika, oregano, hvidløgspulver, salt og peber.
Steg kyllingen på en varm pande, til den er gennemstegt og har fået farve.
3. Lav dilddressingen
Riv agurk på den fine side af rivejernet og vrid væsken ud.
Rør agurk sammen med græsk yoghurt, hvidløgspulver, dild, citronsaft, salt og peber.
Sæt dressingen på køl.
4. Forbered grøntsagerne
Skær agurk og tomat i mindre stykker.
Skær rødløg i tynde skiver.
Vend det hele sammen med olivenolie og oregano. Tilsæt oliven.
5. Anretning
Anret kartofler, kylling og grøntsager i skåle eller på tallerkener.
Top med dilddressing og drys med lidt feta inden servering.
Tips og variationer
Skift kylling ud: Brug gyrosmarineret svinekød, oksekød eller vegetarisk alternativ.
Mere grønt: Tilføj grillet peberfrugt eller ristede kikærter for ekstra fylde.
Fuldend retten: Servér med lun pitabrød eller hjemmebagt fladbrød.
Dilddressing: Lav den i forvejen – den smager kun bedre dagen efter.
Skriv et svar