Talkage – den instagram venlige kage. Du har garanteret set den før. Og måske har du endda tænkt, ligesom mig, at de så vildt komplicerede ud. Men jeg har gode nyheder til dig. Det er lige så nemt, som at bage en hindbærsnitte.
Talkagen er den nye kagemand og den kan personliggøres ud i det uendelige – kun fantasien sætter grænser. Den kan bruges til forskellige milepæle; 8 års fødselsdag, 10 års jubilæum, 5 års brullupsdag – you name it. Men det behøver altså ikke kun være tal. Du kan også lave bogstaver i stedet for, og så kan kagen lige pludselig bruges til meget andet. F.eks. BOY eller GIRL til et babyshower, eller navnet på barnet til en barnedåb.
Pynt kagen med alt lige fra margenskys, macaroons og slik til frugter og bær. Hvis du vil give den ekstra gas, kan du også toppe den af, med spiselige blomster. Det hele er med til at gøre kagen HELT unik. Jeg håber du har mod på at prøve kagen – det er virkelig nemt.
Talkagen består af en mørdej og en hvid chokoladecreme. Min opskrift giver nok til mørdej og creme til 2 tal.
Inden du går i gang, skal du printe din(e) tal ud, i den størrelse, du gerne vil have. Jeg er i gang med at lave nogle forskellige skabeloner, som du kan printe her fra siden.
Mørdej (2×2 tal):
Alt du skal bruges:
- 250 gram mel
- 75 gram flormelis
- 2 tsk vaniljepulver
- 1 tsk bagepulver
- 150 gram smør (gerne lidt blødt)
- 1 æg
Sådan gør du:
Kom mel, flormelis, vaniljepulver og bagepulver i en skål og rør det godt sammen. Skær smørret ud i mindre stykker og kom det ned i melblandingen. Ælt smørret ud i melet, indtil det hele er små klumper, der minder om revet ost. Tilsæt æg og saml dejen. Når dejen er en samlet og ensartet klump, skæres den ud i fire stykker, der hver pakkes ind i husholdningsfilm. Kom dejen på køl i ca. en halv times tid. Rul herefter dejen tynd mellem 2 stykker bagepapir, det gør det lettere, at flytte tallene over på bagepladen. Når dejen er omkring 5mm tyk, skæres tallet ud, efter skabelonen. Du skal bruge 2 bunde per talkage. Tallene bages ved 170 grader i ca. 8-10 min, alt afhængig af tykkelsen på din dej. Hold øje med kagerne, de skal kun være let gyldne.
Hvid chokolade creme:
Alt du skal bruge er:
- 300 gram hvid chokolade
- 3,5 dl piskefløde
- 300 gram flødeost
- 2 spsk flormelis
- 1 tsk vaniljepulver
- lidt salt
Sådan gør du:
Start med at smelte den hvide chokolade over vandbad. Imens piske fløden til en let skum, sørg for at den ikke bliver alt for stiv. Pisk herefter flødeost, flormelis, vaniljepulver og salt luftig. Når den hvide chokolade er smeltet, hældes den ned til flødeosten og pisk til det har en ensartet konsistens. Vend flødeskummen over i flødeosteblandingen lidt ad gangen og hver forsigtig med ikke at slå alt luften ud af den. Sæt cremen på køl indtil den skal bruges. Rør kort rundt i cremen og kom den i sprøjtepose lige inden du skal bruge den.
Samling af kagen:
Sprøjt små dutter af cremen på den ene talbund og læg herefter den anden forsigtigt ovenpå. Fortsæt med at sprøjte små dutter på toppen. Pynt til sidst med macaroons, marengskys, slik og bær eller hvad der ellers lige passer ind i dit tema.
Bonus tips til talkage:
- Kom den overskydende mørdej i fryseren og brug den til tærter
- Har du overskud af den hvide chokoladecreme, kan du komme den i silikone forme og sætte det i fryseren, så kan du bruge det til en kage en anden god gang.
- Kagen kan sagtens tåle at blive samlet et par timer i forvejen, så den når at sætte sig og mørdejsbundene bliver en smule blødere.
- Når kagen skal skæres, er det en fordel at bruge en brødkniv med takker, så den ikke knækker
Hej Louise
Kan man lave kagen en dag før?
Hej Senija,
Du kan sagtens lave både creme og bunde dagen før, men jeg ville nok vente med at samle den, til selve dagen. Ellers er jeg bange for, at den måske går hen og bliver meget blød 🙂
Jeg skal lave kagen til min nevøs 11 års fødselsdag i morgen..tror du det er nok mørdej eller skal jeg lave en dobbeltportion? Vi bliver 12pers.
Tak for svar:))
Jeg har altid haft mørdej nok til at lave 2 tal (altså 4 bunde) og jeg har lavet store tal, printet på A4 ark, helt ud til kanten.
Hvis du sørger for, at lave tallene store nok, burde der være nok til 12 personer 🙂
Hej Louise :-). Skal jeg lave dobbeltportioner af dejen?
Nej, portionen er nok til to tal (4 bunde i alt) 🙂