Der er ikke nogen anledning, der er for lille til at holde en fest. I weekenden var hele familien samlet hos mine forældre og vi besluttede derfor at lave havefest. Solen skinnede og temperaturen nærmede sig de 25 grader.
Sommer er lig med havefester – og gerne mange af dem. At holde en havefest handler om at skabe ro og hygge.
En havefest behøver ikke at tage oceaner af tid at planlægge – det kan faktisk være noget af det nemmeste og hyggeligste. Den svære del, er at vide hvordan vejret bliver på selve dagen. Havefest er for mig indbegrebet af hygge, ro og familietid. For at skabe den hygge, var temaet blomster og lys. Ikke noget vildt og voldsomt.
Pynt op med blomster
Jeg havde fundet nogle små glasvaser på tilbud i bilka, og tænkte at de ville være fine med lidt forskellige markblomster i. Nogle gamle mokai og sodavandsflasker, blev også forvandlet til vaser. Dem kom jeg lidt snor om, og hængte op på det kedelige, hvide stakit, for at skabe lidt mere stemning. Mine forældre har nemlig kun en stor terrasse og et lille granitbed, så jeg ville gerne skabe så meget ‘have’ som det nu var muligt.
Jeg var i ugen op til, kørt forbi masser af blomster, der stod i kanterne rundt om markerne. Jeg besluttede derfor, at jeg ikke ville købe blomster, til havefesten, men plukke lidt vilde blomster rundt omkring. Lige nu blomstrer hver en lille jordbunke. Men eftersom vi i Danmark nærmer os noget der ligner tørke, var størstedelen af de blomster jeg kom forbi, mere eller mindre helt visne. Jeg lavede et kort stop på en p-plads nær en motorvejsadkørsel og her var jeg heldig, at finde nogle der endnu ikke var blevet helt brune. Min mors have gemte også på lidt lavendel, der endnu ikke var tørret helt ud, så de røg også i vaserne.
Bordet blev dækket med stearin i glas, i alle mulige former. Sammen med de små vaser, fungerede det som en stor borddekoration, og så simpelthen så fint ud.
Tip:
Vinglassene blev i dagens anledning skiftet ud med helt almindelige vandglas. Der var lidt blæst, så jeg var bange for, at den hurtig ville tage fat i stilken på de høje glas. Det kan altså godt lægge en lille dæmper, på en ellers hyggelig havefest, hvis der lige pludselig vælter vin og glas ud over det hele.
Et andet lille tip, du lige kan få med på vejen, hvis du står og skal holde havefest eller en fest udendørs, er omkring servietterne. Stærk blæst eller ej – de små sataner vil bare gerne flyve afsted. Jeg havde derfor pakket dem rundt om bestikket, så det kunne fungere som servietholder.
Lys og varme efter solnedgang
I et sofahjørne havde jeg hængt nogle lyskæder op, der kunne give lidt lys, når solen stille forsvandt og i granitbedet blev der tændt fakler. Hvis man gerne vil holde en havefest i de sene aftentimer og ikke ønsker at gæsterne skal gå kl. 21, er det en god ide at sørge for både hyggebelysning samt varme. Enten i form af nogle lækre tæpper, eller en terrasevarmer.
Du kan læse meget mere om havefesten lige her. Jeg håber du bliver inspireret.
Kh. Louise // EventRoom
Skriv et svar